Det er meget vigtigt at skelne mellem spiritualitet i almindelighed og kristen spiritualitet. Den første strømning er hovedsagelig inspireret af østens religiøsitet og mystik, som generelt er kendetegnet af en bevægelse væk fra kroppen og den fysiske verden mod en transcendent eksistens. Kristen spiritualitet derimod er kendetegnet af en bevægelse i stik modsat retning, nemlig mod mere krop og tættere forbindelse med den skabte verden, med andre ord mod en immanent eksistens.

Det bibelske svar på den åndelige tomhed er ikke flugt fra verden. Det er ikke materien, det skabte, som der er noget galt med. Det er åndløsheden, som er problemet. Når ånd og krop skilles ad, indtræder døden. Det er det, som er problemet i vores vestlige kultur.

Derfor er det helt naturligt inkarnationen, som er blevet det store teologiske omdrejningspunkt for den bølge af ny kristen spiritualitet, som nu skyller hen over os. Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Evangeliet er, at Gud kom ned til os og blev helt og fuldt menneske. Frelse er, at vi kan blive hele mennesker for tid og evighed. Inkarnationen er Guds blåstempling af alt det skabte. Kroppen er et tempel for Helligånden.