“Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke.”

Den første sætning er Israels trosbekendelse. Kort og godt. Den Gud, som jøderne bekender troen på, er én. Det vil sige, at han er udelt, hel og hellig. Og fordi han er det, skal vi også være det. Problemet med os er imidlertid, at vi er syndere. Det vil sige splittede og halvhjertede. Men ikke desto mindre er budet klart: Vi skal elske helt og udelt.

Jesus understreger det samme, når han f.eks. siger: “Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon”. Derfor, fortsætter han, skal vi ikke være bekymrede for vores liv. Gud vil sørge for os. Og Jesus ender med at sige: “Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives jer i tilgift”.

Det er ved at elske Gud af et helt og udelt hjerte, at vi selv bliver hele mennesker. Det er ved at give slip på os selv og troen på vores egen formåen, at vi kan komme til at hvile i os selv og i Guds gode trygge favn. Kristen spiritualitet handler i virkeligheden om gudsfrygt. Og Gudsfrygtens hemmelighed er vel at mærke Kristus, sand Gud og sandt menneske. Som Paulus så smukt formulerer det i sit første brev til Timotheus: “Og uimodsigelig stor er gudsfrygtens hemmelighed: Han (altså Kristus) blev åbenbaret i kødet, retfærdiggjort i Ånden, set af englene, prædiket blandt folkene, troet i verden, taget op i herligheden.”

Gudsfrygtens og den kristne spiritualitets hemmelighed er at betragte Kristus og spejle sig i ham. Som samme Paulus skriver sit andet brev til menigheden i Korinth: “Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er.”

 

 

 

 

Kristen