Apostelen Paulus beder om, at hans venner i menigheden i Efesus må “…styrkes i det indre menneske ved hans ånd og at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed…”

Det er at leve indefra. Med Kristus som centrum.

I vores lutherske tradition lægger vi stor vægt på, at frelsen er en gave, som Gud giver os af ren og ubetinget nåde uden nogen form for modydelse fra vores side. Det er også, hvad Paulus understreger meget stærkt i samme Efeserbrev, som ovenstående citat er hentet fra: “For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds.” Nåden og frelsen er med andre ord en gave, som skænkes os udefra. Kristenlivets “dynamis” kommer ikke fra os selv, men fra Gud. Uden frelsen ved Kristi død og opstandelse intet virkeligt liv. “Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre”, siger Jesus til sine disciple.

Paulus taler i brevet til Korintherne om, at vores krop er et tempel for Helligånden og i brevet til Galaterne skriver han, at “Kristus lever i mig”. Det med at Ånden helt konkret ønsker at tage bolig i vores fysiske krop og bringe Jesu nærvær til os på en så direkte måde er jo, hvad de gamle kristne mystikere har været så optaget af. Det kan måske godt umiddelbart virke lidt skræmmende for os lutheranere. Men som jeg har forsøgt kort at beskrive, så er det en klar bibelsk tanke. Og den gør ikke det første med “nåden alene” mindre. Tværtimod er det sådan, at hvis vi benægter det, som jeg kalder “det indre livs hemmelighed”, så er det jo i virkeligheden en benægtelse af selve frelsen i Jesus Kristus. Det vil svare til at nægte at pakke gaven ud eller beskære grenene når de blomstrer, fordi vi mener at frugten vil skade træet.