Jo ældre jeg bliver jo mere undrer jeg mig. Det er som om alderens og erfaringens tyngde får mig til at vågne op og se det ulogiske og vanvittige i ting, som jeg i mange år bare har taget for givet som om de ikke kunne være anderledes.

Tag nu f.eks. den måde vi lever og indretter os på. Vi knokler r.. ud af bukserne for at øge vores økonomiske og materielle velstand i en blind tro på, at det er både nødvendigt og godt. Er det da det? Eller er vi blevet forført af myten om at lykken findes i at eje mere og mere og overtroen på den evige vækst som svaret på samfundets problemer.

Vi befinder os midt i den værste økonomiske krise siden 2. verdenskrig. Politikerne siger så godt som samstemmende, at vi skal producere og forbruge os ud af krisen. Det sidste gør vi så ikke, for vi er blevet nervøse. I stedet polstrer vi os og lægger til side. Men det første gør vi. Hvorfor og til hvilken gavn? Resultatet er, at mange, rigtig mange, går ned med stress og udbrændthed. Sygt i dobbelt forstand.

Sideløbende med den økonomiske krise befinder vi os også i en global økologisk krise. Det bliver mere og mere tydeligt, at vi bevæger os med stadig større hast mod verdens undergang. Godt, tænker vi som kristne. Det måtte jo komme og vi er klar til at tage imod Jesus, når han kommer igen. Mange kristne tilhører den økonomiske middelklasse og er stabile og hårdtarbejdende samfundsstøtter. Kampen for miljøet og mod overforbruget af jordens ressourcer overlader vi til aktivister og venstrefløjsfanatikere.

Mit spørgsmål er, om det nu er så sikkert, at den livsform, som vi kender og er vokset op med, er den eneste rigtige og saliggørende? Og er den ovenfor beskrevne holdning og attitude i virkeligheden ikke hyklerisk og ukristelig når det kommer til stykket? Det er som om vi ikke rigtig vil erkende, at de økologiske konsekvenser af vores overforbrug i første omgang rammer de millioner af mennesker i verden, som i forvejen er fattige og truede. I form af tørke og ekstreme vejrfænomener, som forringer deres livsvilkår yderligere. Hvor er vores kristne solidaritet med disse medmennesker?  Hvad er det for en fromhed, som så dygtigt holder det åndelige og det materielle adskilt?

Jeg har tit tænkt på og undret mig over, hvorfor det tilsyneladende er alle andre end kristne, som forsøger sig med alternative og mere bæredygtige livsformer, som bygger på mådehold og nøjsomhed og solidaritet. Dyder, som bibelen lægger stor vægt på og anbefaler sammen med gudsfrygten.

Jeg ved godt, at mange af dem, som snakker så meget om bæredygtighed og miljøbevidsthed, ikke gør noget ved det alligevel. Der er en masse snak og ikke altid så meget handling. Ikke mindst på det overordnede politiske plan. Det er dybt pinagtigt at følge med i den ene internationale miljøkonference efter den anden, hvor der stort set ikke sker noget af betydning.

Men så er det jeg tænker, at vi som kristne har jo Helligånden, kraften fra Himlen. Skulle vi så ikke gå foran her? I Åndens kraft. Og vise verden, at det rent faktisk godt kan lade sig gøre at leve i harmoni med skaberværket og være glad og lykkelig samtidig. Kunne det ikke være vildt spændende at vise verden, at det fint kan lade sig at bruge mindre tid på lønarbejde og mere på at hjælpe dem, som er i nød og dermed fremme retfærdighed i verden? Jeg spør´bare.

Prøv at høre denne udsendelse, som har været sendt i radio 24/7.

http://arkiv.radio24syv.dk/video/9924625/cavling-komiteen-uge-24-2014

Og prøv evt. at læse den lille bog: “Den store omstilling – kort fortalt” af Jørgen Steen Nielsen, som medvirker i ovennævnte program.