Mit navn er Carsten Dalsgaard Hansen.

Jeg har i mere end 10 år arbejdet med kristen spiritualitet og alt, hvad dette begreb rummer. Men min hjemmeside er ikke kun en sammenfatning af dette arbejde, men snarere summen af et helt liv.

Som person er jeg åben og sandhedssøgende. Det betyder, at jeg altid har været på vej og aldrig har følt, at nu er jeg nået i mål. Som idealist og samtidig stærkt begrænset af min egen syndige natur har min livsvandring været præget af både op- og nedture og af succeser og skuffelser. Jeg er nok en lidt følsom natur og samtidig lidt af en enspænder.

Mine forbilleder er Johannes Døber, Martin Luther, Søren Kierkegaard, Dietrich Bonhoeffer og Francis Schaeffer. Dem når jeg kun til sokkeholderne, men så meget mere ser jeg op til dem.

Jeg er lykkeligt gift med Marianne og far til tre meget forskellige og hver på deres måde vidunderlige børn, som nu er voksne. De to af dem er gift og ud af det er kommet 5 herlige børnebørn og et 6. er på vej.

Min kone og jeg må nok betegnes som både geografiske og kirkelige nomader. Vi har boet 6 forskellige steder i landet og vi har kirkeligt været omkring stort set alt, hvad der rører sig på den såkaldte kirkelige højrefløj. Jeg har i sin tid uddannet mig som teolog på Århus Universitet og samtidig haft min gang på Menighedsfakultetet. Målet var en livslang tjeneste som præst i den danske folkekirke. Men efter godt 7 år valgte jeg efter at have rådført mig med min himmelske arbejdsgiver at opsige mit job som sognepræst og melde mig ud af folkekirken. Det var ikke nogen let beslutning, men det blev simpelt hen for svært, syntes jeg. Jeg oplevede mere og mere mig selv som en del af den offentlige forvaltning og følte, at nåden i vid udstrækning var blevet en offentlig ydelse på linje med dagpenge og sygesikring. Det pinte mig mere og mere, at den kirke, som jeg tilhørte og tjente i, var blevet løbet over ende af tidsånden og en bibelopløsende teologi. Det var læsningen af Francis Schaeffers bøger, som hjalp mig til at indse, at det løb var kørt for længe siden og at jeg måtte trække mig, hvis jeg ville undgå at gå helt i stykker på det. Dertil kom, at jeg på det tidspunkt var kørt træt og i årene efter måtte betale prisen i form af udbrændthed og desillusionering.

Men langsomt kom jeg på fode igen og på et tidspunkt mærkede jeg en ny åndelig længsel. Jeg havde i afskedsgave fra en god ven i Emdrup, hvor jeg var præst, fået Magnus Malms første bog “Vejvisere”. Da jeg år senere fik fundet den frem og læst den, gjorde den et uudsletteligt indtryk på mig. Det var som om Magnus Malm kendte mig og havde skrevet sin bog til mig personligt. Senere har jeg læst stort set alt, hvad han har skrevet, og det førte så også til, at jeg på et tidspunkt besluttede mig for at tage på en af hans retræter i Sverige. På det tidspunkt arbejdede jeg i Blå Kors Danmarks behandlingssektor og havde fået gang i en ny karriere indenfor misbrugsbehandling. Men langsomt blev det – ikke mindst gennem retræterne – klart for mig, at mit kald stadig var i Guds vingård.

I 2002 flyttede vi til Daugård, hvor vi boede i 14 år og hvor jeg ernærede mig ved at køre skolebus. Det kan lyde lidt mærkeligt, men jeg tror faktisk, at det i et større og guddommeligt perspektiv har mening. Grunden til, at vi flyttede til Daugård, som er min hjemstavn, var, at mine gamle forældre boede i Hedensted ikke langt herfra. Jeg havde på en retræte oplevet en stærk længsel efter at “vende hjem” og få mulighed for at vise mine forældre kærlighed og være deres alderdoms trøst, som det så smukt hedder. Det betød endnu et jobskifte og da det ikke var nogen succes, endte jeg med at uddanne mig til buschauffør og så afvente nærmere ordre ovenfra. Busjobbet var et ustresset og godt job, som har givet mig mulighed for at arbejde med kristen spiritualitet og sammen med Ingolf Henoch Pedersen bygge et retrætearbejde op i foreningen Agapes regi.

Nu har vi så fulgt et kald til at bryde op endnu engang og flytte til Vestjylland for at være lederpar på Hellig Kors Kloster. Det er et stort privilegium at kunne hellige sig et arbejde med bøn og stilhed og retræter.