“Prøv alt, hold fast ved det gode.”

Det er apostelen Paulus, som skriver dette til menigheden i Thessalonika. Når han opfordrer til at prøve alt, mener han vel at mærke ikke, at vi bare skal kaste os kritikløst ud i alt, hvad vi møder på vores vej. Tværtimod mener han, at vi skal anvende vores sunde kritiske sans og under bøn og varsomhed gå forsigtigt frem. Ikke alt er lige godt. Og noget er måske ligefrem noget åndeligt bras, som vi skal holde os fra.

Det er vigtigt, at vi forsøger at følge det indre kompas, som Gud har givet os. Det gør vi bl.a. ved kun at følge dem, som vi har menneskelig og åndelig tillid til. Lige nu oplever vi, at snart sagt alle og enhver udbyder retræter og pilgrimsvandringer. Gå med dem, som du kender og har åndelig tillid til.

Endnu vigtigere er det, at vi tester alt på Bibelen. Harmonerer det nye, som vi møder på vores vej, med det, som vi i forvejen kender fra de hellige skrifter i Bibelen? Hvis vi er utrygge, bør vi vare os.

Generelt skal vi være opmærksomme på det, som jeg vil kalde penduleffekten. Historiens gang har det med at bevæge sig som et pendul. Fra et yderpunkt til et andet. I årtier og århundreder har vi været fokuseret på sjælens frelse og det evige liv efter døden. Nu forstår vi, at der også er et liv før døden, som betyder noget – en vandring med Gud, som det er vigtigt at have fokus på, hvis vi skal nå det evige mål. Faren er, hvis vi pludselig fokuserer så meget og måske helt ensidigt på spiritualiteten og dens forskellige udtryksformer, at vi ”glemmer” noget af det, som før var vigtigt for os. Det kan være så helt centrale og afgørende ting, som betydningen af Jesu forsoningsdød på korset, syndernes forladelse, vigtigheden af, at kirken fortsat driver mission og måske flere ting endnu. Det er bl.a. derfor vi skal være kritiske med, hvem vi følger. Spiritualiteten skal være hel ellers fører den vild.

Erfaring og åndelig og menneskelig vækst er nøgleord i spiritualiteten. Hvis evangeliet om Kristi død på korset som soning for vore synder ikke forkyndes stærkt, er der efter min mening en reel fare for, at spiritualiteten bliver psykologiseret og at frelsen i sidste ende bliver til åndelig oplysning. Og så havner vi i en ny udgave af det klassiske gnostiske kætteri.

Det, som bekymrer mig mest ved den ”nye” spiritualitet eller rettere ved den måde, som den fremtræder på i dag, er nok, hvad jeg vil hævde er en tendens til universalisme. Teologisk betyder universalisme, at alt bliver godt til sidst og at Gud vil sørge for, at alle mennesker bliver frelst. Det er selvfølgelig både meget ønskværdigt og meget smukt. ”Gud vil, at alle mennesker skal blive frelst og komme til erkendelse af sandheden” (1.Tim.2,4). Men Bibelen siger jo samtidig helt klart, at det kræver omvendelse og modtagelse af evangeliet. Derfor driver kirken mission. Derfor skal evangeliet forkyndes til verdens ende. Det er som om der i meget af den nye spiritualitet gemmer sig en opfattelse af Guds kærlighed som så ubegrænset og altomfattende, at der slet ikke bliver plads til Guds hellighed og til skellet mellem lys og mørke.

Der er farer ved alting. Men det skal ikke hindre os i at vove at leve. Jesus har ikke kaldet os til at stå stille, men til at følge ham på vandringen. Der er stor åndelig søgen i dag. Og mange søger både i øst og vest uden at finde vejen og sandheden og livet. Det interessante og spændende ved den kristne spiritualitet er, at den rummer helt relevante svar på tidens åndelige længsel. Vi behøver ikke gå over åen for at hente vand. Kilden med det levende vand er lige her, hvor vi er. Den springer fra klippen, som fulgte med Israels folk i ørkenen og som også går med os. Den klippe er Kristus.

Vi har brug for sund kristen spiritualitet – en trospraksis, som hverken fornægter kroppen eller ånden, som hverken er sekterisk eller har tendens til universalisme, men som er funderet i evangeliet, i bibelsk kristendom.

Ved at udvikle en sund praksis og gøre dine egne åndelige erfaringer kan du både vokse i troen og være med til at vise vej for andre.