Hvis jeg skal vælge ét ord til at beskrive, hvad kristen spiritualitet går ud på, må det være krop. Gennem kirkens historie har der altid været en tendens til åndeliggørelse. Fromheden har ofte haft svært ved at bevare jordforbindelsen. Hertil kan vi lægge et andet fænomen, som kendetegner vores kultur, nemlig intellektualiseringen. Det meste foregår i vores hoveder.  Og når vi så i de seneste årtier har fået monteret en turbulader i form af øget arbejdspres, krav om større produktivitet og øget tempo i det hele taget, så må det gå galt. Vi kan ikke længere mærke os selv. Vi ved egentlig ikke om vi lever, når det kommer til stykket. Og Gud mærker vi heller ikke meget til. Vi ved ikke rigtig, om det hele bare er ét stort blufnummer.

 Derfor er vi begyndt at gå på pilgrimsvandringer. Derfor er vi begyndt at tage på retræter. Derfor er vi begyndt at meditere over bibelen frem for blot at studere den. Derfor er vi begyndt at bede med en Kristuskrans i hånden. Derfor er vi begyndt at bruge ikoner og andre kristne symboler. Derfor er vi begyndt at synge Taizé-sange og afholde stillegudstjenester.

Roen og stilheden og ”kravløsheden” giver Gud en chance. Mange vender hjem fra en retræte eller en pilgrimsvandring med en overraskende ny åndelig erfaring. Gud synes ikke længere så fjern. Og måske mærkede man en smerte, som blev lindret ved mødet med den korsfæstede.

Mange oplever, at når der bliver mere plads indvendig, bliver Gud også mere mærkbar. Når jeg mærker mig selv mærker jeg også Gud og vise versa.

Symbolerne skal fysisk hjælpe os på vej mod den guddommelige virkelighed. Vi har simpelt hen brug for den hjælp, som vi kan få gennem disse tegn for at kunne fokusere og overskride grænsen mellem den synlige og den usynlige verden.